Sanser er menneskers kobling til verden
Uden sanser ville vi ikke kunne se, føle, lugte eller høre hinanden og resten af verden omkring os. Det betyder for eksempel, at når du kigger op i solens skinnen, mærker sommerregnen i ansigtet eller hører fuglekvidder, er det dit sansemotoriske center i hjernen, der modtager informationer fra elementerne der gør indtryk på din krop. Solen ville være der uanset om du kan se den eller føle dens varme, men det er altså din evne til, at kunne sanse solens tilstedeværelse, der gør, at du ved, at solen er deroppe. Hjernen har brug for disse informationer fra sanserne for, at forstå situationer, faresignaler og sende signaler til din krop om hvordan den skal reagere på indkommende indtryk og omverden. Sansning er en forudsætning for menneskers udvikling, i særlig høj grad babyer og børn, hvor leg og læring er en vigtig forudsætning for sansning.
1) To typer sanser
De fleste mennesker, med mindre de har en særlig sansemæssig funktionsnedsætning (blinde, døve osv.), har 7 sanser. Ja nu tænker du måske; “jamen hov! Jeg husker da, at jeg lærte om 5 sanser i skolen og så er der da i øvrigt også den der film ‘Den sjette sans’, så kan det virkelig passe?” – Svaret er ja! Og vi kan godt forstå din forvirring. Sagen er den, at vi, som et udgangspunkt lærer om vores fjernsanser; høresansen, synssansen, lugtesansen, smagssansen og følesansen. Det er allesammen sanser, som kan børn forstå og rumme. Man kan sige, at dette er de simple sanser, som er nemme at påvise i og eksemplificere i praksis. Men der findes yderligere to, nemlig ligevægtssansen og bevægelsessansen. Disse bliver dog imidlertid nedprioriteret, at forklare videre dybdegående af den årsag, at det i højere grad er fagfolk, som terapeuter, sygepersonale, pædagoger mfl. som bruger termerne i deres arbejde. Dermed menes dog ikke, at disse sanser er mindre vigtige. I stedet bør sanserne og deres funktioner, både nærsanser og fjernsanser, anskues for, at være et vitalt symbiotisk samarbejde indbyrdes. Det leder os til videre til, forklaringen bag hvad forskellen på nære, eller primære, sanser versus fjerne, eller sekundære, sanser er:
Nærsanserne
Nærsanserne, eller primærsanserne, er sanser som kommer fra egen krop. Nærsanserne betegnes ofte som de primære sanser, fordi de er de allerførste sanser, som mennesker udvikler. De dannes allerede i fosterstadiet og det betyder, at mennesker fødes med disse sanser. Nærsanserne har til til formål, at fortælle os om former, overflader, smerte, kropsposition, temperatur mm. De er:
- den vestibulære sans (ligevægtsansen)
- den proprioceptive sans (bevægelsesansen)
- den taktile sans (følesansen)
Fjernsanserne
Fjernsanserne, eller sekundærsanserne, er sanser som kommer fra omverdenen. Fjernsanserne betegnes ofte som de sekundære sanser, fordi de udvikles efter primærsanserne og er mindre skarpe eller vigtige for overlevelse fra fødsel. Fra en baby er født, boostes skærpelsesprocessen af fjernsanserne hurtigt og baby bliver bedre og bedre til, at se, høre, smage osv. Fjernsansernes formål er at sikre, at vi kan kommunikere, registrere lyde, lys, farver, genkende mad og drikke mm. De er:
- den visuelle sans (synssansen)
- den auditive sans (høresansen)
- den olfaktoriske sans (lugtesansen)
- den gustatoriske sans (smagssansen)
Det er dog ikke alle mennesker, som fødes med deres sansemotoriske evner i top. Det betyder imidlertidig ikke, at håbet er ude. Rigtigt mange mennesker med funktionsnedsættelse eller udfordringer på det sansemotoriske område kan udvikle, træne og vedligeholde sanserne fx ved brugen af sansestimulerende øvelser i et sanserum – også kaldet for et snoezelrum.
